For et stykke tid siden havde jeg den glæde at lære den søde Janine at kende. Janine er mor til tvillinger. Hun har i 3 år været engageret i foreningen "In Liebe gehüllt e. V.", og under navnet "Potsdamer Mädels, gemeinsam für Frühchen und Sternchen" syr, strikker, hækler og klipper de til de omkringliggende hospitaler. "In Liebe gehüllt" har også fokus på for tidligt fødte børn, så de udstyrer for eksempel neonatologien på Klinikum Westbrandenburg i Potsdam og Brandenburg. Med deres håndlavede ting ønsker de at give trøst og støtte forældre til for tidligt fødte børn og englebørn.
Janine var for 4 år siden gravid med tvillinger. Hendes søn Luke fik desværre kun få dage sammen med sine forældre. Følgende tekst skrev Janine dengang i en gruppe for mødre til englebørn. Sådanne grupper er en sand velsignelse, for der kan man tale om sine oplevelser og mærke ærlig empati.
Janines personlige historie
"Torsdag aften den 07.12.2017 kl. 22.30 kørte min kæreste Carlo mig på sygehuset med mistanke om veer. Jeg var lige præcis i uge 26 + 3. På sygehuset blev jeg undersøgt. Det viste sig, at det virkelig var veer. Desværre lå fosterhinden også meget langt fremme. For at sikre en optimal lungefunktion, når musene kom til verden, skulle de blive i maven og udvikle sig i mindst 2 dage mere, endnu bedre i 10 dage. Derfor fik jeg indsprøjtninger med ve-hæmmende medicin og anden vigtig medicin som et lungemiddel og antibiotika. Derefter blev jeg kørt ind på stuen. Men de lette, formodede veer blev stadig kraftigere og kom med minutters mellemrum, så et akut kejsersnit var uundgåeligt. Til vores held i uheldet var alle de vigtige læger til stede. Lara (kl. 2:41, 34 cm lang og 745 g tung) og Luke (kl. 2:42, 980 g tung og 37 cm lang) kom til verden. Allerede samme dag ville Lara ikke længere trække vejret gennem tuben. Hun ville hellere trække vejret selv, så hun kæmpede stærkt imod den, og hun fik tuben fjernet allerede samme dag ved frokosttid. Om eftermiddagen kæmpede Luke også imod, så han også fik den af mod aften. De var begge relativt stabile. Næste dag fik jeg endda lov til at sidde med Luke. Det var planlagt til en time, fordi de endnu ikke kan holde deres kropstemperatur så længe. Han klarede det så flot, at det blev til næsten 1,5 time. Men dagen efter fik Luke vejrtrækningsproblemer, så sygeplejersker og læger måtte handle hurtigt. Han blev derefter stabil igen i første omgang. Om eftermiddagen besøgte jeg dem begge. De fortalte mig om Lukes vejrtrækningsbesvær. Endnu mens jeg var på besøg, fik han det dårligere igen. Jeg måtte forlade stuen og gik først ventende op og ned ad gangen, men gik så alligevel ind på min stue. Lægen sagde, at han ville komme lidt senere og fortælle mig alt på stuen. Fuldstændig knust ringede jeg til min mand Carlo, som straks kørte ud til os. Kort efter at de to læger ankom til min stue, ankom Carlo også. Sammen gik vi op på neonatologien. Desværre fik vi den besked, at Luke ikke ville klare den, og at den eneste mulighed var at lade ham gå. For at han ikke skulle mærke noget til alt det, fik han blandt andet et sovemiddel, og han kunne sove ind i mine arme. Dagen efter lagde de Luke ind på en stue. Mine forældre og jeg kunne sige farvel til ham endnu en gang. Jeg lod ham lægge i mine arme og sørgede sammen med mine forældre. Lige så meget som vi nu er i sorg over at skulle lade ham gå, lige så meget er vi også stolte af ham. Han var så modig og stærk, og han reddede livet for os tre. Luke havde allerede mærket det i min mave. Han ville ikke have, at hans søster og mor også kom til skade. Han gav mig også al sin styrke til, at jeg for første og samtidig sidste gang kunne sidde med mor i længere tid end planlagt. Nu våger han over os i fred. Tilføjelse: Vi lod ham obducere, for at kunne hjælpe andre berørte familier. På det tidspunkt var der tre formodninger, blandt andet en lungeblødning. Patologen konstaterede, at Luke døde af en lungeblødning, og at den allerede var begyndt, mens han var i min mave."
Vores fælles besøg i skovkirkegården
Janines historie gør mig uendeligt trist. Vi to lærte hinanden at kende via Facebook, for jeg ville gerne donere min brudekjole til hendes forening. Jeg fortalte hende om mindesmykkerne, og hvilken vidunderlig mulighed det ville være at kunne bære lille Luke med sig gennem et personligt mindesmykke. Janine sagde, at hvis hun havde hørt om os tidligere, ville hun gerne have fået lavet et smykke, men hun havde ikke længere noget erindringsmateriale. Hendes historie ville bare ikke slippe mig, og så fik jeg en idé. Janine fortalte mig engang, at Luke var blevet begravet på en skovkirkegård. Jeg foreslog hende, at vi kunne få indarbejdet materialer fra træet. Janine kunne lide idéen, og jeg fik lov at tage med hende ud til Lukes træ. For mig var det første gang, at jeg besøgte en skovkirkegård.
Jeg forstår fuldt ud, at hun og hendes kæreste Carlo valgte denne form for begravelse. Atmosfæren er helt speciel. Der er roligt, og alligevel er der liv. Fuglene kvidrer, billerne kravler. Det summer og knaser. I denne skovkirkegård findes der specielle stjerneskudstræer. Ved sådan et træ er lille Luke også stedt til hvile. Tanken om, at han ikke er alene der, synes jeg er utrolig smuk. Vi tog lidt frisk, saftigt mos nederst fra stammen og lidt bark. Smykket bliver utrolig smukt, det er jeg sikker på.
Denne dag sad i mig længe efter. Jeg var trist og imponeret på samme tid. Janine er en så stærk og vidunderlig kvinde og mor. Hun formår at give Luke en fast plads i familiens hverdag. Lukes tvillingsøster var med os på besøget hos Luke, og hun erobrede straks mit hjerte. Hun fortalte mig om sin bror, og at hun savner ham, og det på en så vidunderlig, varm måde. Mens hun fortalte, fløj to sommerfugle forbi os, og hun var sikker på, at de var ude for at besøge hendes bror. Jeg følte, at jeg kunne mærke det særlige bånd, der er mellem tvillinger.
Tak for denne dag og din tillid, kære Janine.
Tilføjelse 15.06.2021: Mindearmbåndet af mos og bark fra Lukes engletræ er nu færdigt.